En bane er 60-61 meter lang og 29-30 meter bred. Selve banen er inddelt i tre zoner, hvor zonen i midten er den korteste:
Zonerne er angivet med blå linjer på tværs af banen og en rød midterlinje, og langs siderne på selve banen er der bander.
Et ishockeyhold består af en trup på maksimalt 22 markspillere og tre målmænd.
Der er udover målmanden fem spillere på banen fra hvert hold.
To forsvarsspillere, der på ishockeysprog hedder backer. Der er en højre og en venstre back. Backernes opgave er at forsvare sin forsvarszone og forhindre modstanderen i at score.
Tre angribere – de hedder forwards, og de er fordelt til højre, venstre og i midten. De to placeret til højre og venstre bliver kaldt wings og deres opgave er i angrebszonen at forsøge at erobre pucken og søge frie områder, hvor de kan spilles fri til en målchance. Altså ligesom mange andre sportsgrene.
Centerangriberens opgave er at forsøge at spille en af de to wings fri til scoring. Og så er det centerens opgave at tage face off.
En målmand bliver på banen i alle tre perioder – medmindre han selvfølgelig bliver skadet, mens de fem markspillere hele tiden skifter. I Ishockey skal man nemlig ikke vente på, at der er spilstop, før man kan lave ind- og udskiftning. Det hedder flyvende udskiftninger.
Det skyldes blandt andet, at markspillerne i ishockey spiller i såkaldte kæder, som bedst kan beskrives som et minihold på holdet. En kæde er nemlig fem spillere, som hører sammen, og de er typisk på isen i omkring 45-60 sekunder, hvorefter de lader sig udskifte af en ny kæde.
Der er fire dommere under en kamp – to hoveddommere, der dømmer udvisninger, og to linjedommere, som fløjter for andet end udvisninger.
En udvisning kan vare 2, 5 eller 10 minutter – eller resten af kampen. Men den typiske udvisning er på to minutter.
Dermed er der i alt 16 mænd på skøjter på banen samtidig.
Pucken er en meget hård gummiskive, der består af vulkaniseret gummi – og hvis den går i stykker under kampen, skal spiluret og kampen stoppes med det samme.
Den er cirka 2,5 centimeter tyk, cirka 7,6 centimeter i diameter og vejer mellem 157 og 170 gram. Pucken har et stykke metal som kerne og kan ved målskud nå en hastighed på 160 km/t. Ishockeyspillernes udstyr giver derfor lige pludselig rigtig god mening.
Alle ishockeyspillerne på banen har en stav, der fungerer som spillernes ketcher, om du vil. Altså den de bruger til at styre pucken med. Hvis en stav går i stykker under en kamp, bliver spiluret og kampen ikke stoppet. Hvis man taber sin stav under kampen, må man selvfølgelig samle den op – men man må ALDRIG samle en andens stav op.
Spillerne er udover staven iført en hjelm, handsker og andet beskyttelsesudstyr under selve uniformen. Og så selvfølgelig skøjter.
Målmanden har nogenlunde samme udstyr på, men bærer også skulderpanser med ekstra beskyttelse og store benskinner, som udover at beskytte ham også bruges til at parere målforsøg. Derudover er han udstyret med en speciel gribehandske, der minder lidt om den handske, man også bruger i baseball. I den anden hånd er målmanden iført en block-handske, hvor målmanden også holder sin stav, der er større end spillernes stav.
Målt fra stolpernes inderside er et ishockeymål 122 centimeter højt og 183 centimeter bredt.
Når pucken er i mål, er der scoret – og der gives tre point til den, der vinder kampen.
Hvis kampen i almindelig spilletid ender uafgjort, er der en anderledes måde at give point på end for eksempel fodbold eller håndbold, for en uafgjort kamp giver 1 point til hvert hold samt et point til det hold, der vinder i enten ekstratiden eller i det, der kaldes en shootout, som er en straffeslagskonkurrence, hvor hvert hold får tre skud.
En ishockeykamp spilles på tre halvlege, som i ishockey hedder perioder. Hver periode er på 20 minutter og hedder 1., 2. og 3. periode.
I Ishockey bruger man det, der hedder effektiv spilletid. Det betyder, at kampuret bliver stoppet, når der er spilstop. Nøjagtig ligesom i håndbold. Og i ishockey er der rigtig mange spilstop.
I forbindelse med hvert spilstop har hvert hold mulighed for én timeout på 30 sekunder per hold per kamp.
I ishockey har man ikke fastlagte halvlege/pauser som i håndbold og fodbold. Når en periode fløjtes af efter 20 minutters effektiv spilletid, går spillerne i omklædningsrummet. Det samme gør dommerne.
Efter cirka 15 minutter meddeler dommerne spillerne, at det er på tide at komme på banen igen. Men en pause kan også vare mere eller mindre end 15 minutter.
Efter pausen skifter man ligesom i flere andre sportsgrene banehalvdel.
Hvis en kamp ikke er afgjort efter de tre perioder, er der ekstra spilletid, altså forlænget spilletid.
Når spilleuret bliver stoppet, starter en ishockeykamp altid igen med et faceoff, som centerforward (altså angrebspilleren i midten) står for.
Der er udover midten af banen fire faceoff-cirkler på banen – områderne med en rød cirkel. En faceoff foregår på den cirkel på banen, der er tættest på det sted, hvor pucken befandt sig ved spilstop, eller hvis den ryger ud over banen.
En spiller fra hvert hold står med retning mod hinanden, og dommeren lader pucken falde ned mellem dem, hvorefter spillerne skal erobre pucken.
Ishockey er en meget hård sport. Der er rigtig mange udvisninger og rigtig mange spilstop i løbet af en kamp. En udvisning og et spilstop kan blandt andet skyldes en af følgende årsager:
