Det ser ud til, at vil man se sport med et Aarhus baseret hold, så må man vente til at sporten, hvor man skal sparke en bold ind i et mål, på størrelse med en hel angrebszone, kommer tilbage fra vinterpausen. I hvert fald er der ingen ishockey frem til minimum 7. februar, da regeringen har forlænget restriktionerne med 3 uger. Skulle ishockeyen blive sluppet løs igen den 8. februar, så vil der nok lige skulle trænes et par uger før truppen er kampklar. i DIU regi vil man gå rigtig langt for at få kåret en vinder af Divisionen og der vil som minimum være “et eller andet” slutspil. I kraft af at vi er et tophold i en by, er vi automatisk kvalificerede i fald man skulle opgive at afvikle et grundspil. Men for nu beholder vi den optimistiske hjelm på, og håber at vi kan gå på is den 8. februar, og genoptage turneringen kort tid efter.

Midlertidige retningslinjer jf. seneste Covid-19-restriktioner fra DIU.

For breddeishockeyen gælder, at der hverken må trænes eller spilles kampe som følge af de skærpede restriktioner.

Som udgangspunkt ønsker DIU ikke at skærpe de fra myndighederne fastlagte restriktioner omkring mulighed for udendørstræning. Vi skal dog kraftigt opfordre til, at evt. udendørstræning bliver udført med tanke på de intentioner, som nedlukningen har, og understrege, at evt. udendørstræning skal arrangeres på en måde der ikke kan virke som en omgåelse af forsamlingsforbuddet på fem personer.